Aktiviteter -> Koncerter

Gudstjenester Koncerter Sogneeftermiddage Børneklubben Udstilling




KONCERTER I TIKØB KIRKE SØNDAG DEN 13. MARTS KL. 16

ORGELKONCERT MED KRISTIAN KROGSØE, ÅRHUS DOMKIRKE

Søndag den 13. marts kl. 16 venter der publikum en orgeloplevelse ud over det sædvanlige. Det er den unge talentfulde domorganist, Kristian Krogsøe,
som gæster Tikøb Kirke.

Kristian Krogsøe blev i 2007 – som kun 24-årig – udnævnt som domorganist ved Århus Domkirke og sidder således i en af landets absolut mest prestigefyldte organiststillinger. Det siger sig selv, at Kristian Krogsøe allerede er et varmt solistnavn, også på den internationale orgelscene, så det et held for det nordsjællandske orgelpublikum, at han har haft mulighed for at lægge vejen forbi Tikøb.

Ved siden af domkirken og sin koncertvirksomhed underviser Kristian Krogsøe på
Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra han selv er uddannet med Kirkemusikalsk Diplomeksamen i 2006. I foråret 2009 afsluttede han med karakteren "summa cum laude" 3 års studier i solistklassen på Universität der Künste i Berlin som elev af prof. Leo van Doeselaar og Erwin Wiersinga. Han har desuden studeret improvisation hos Dirk Elsemann.

Efter koncerten har publikum lejlighed til at hilse på dagens solist ved en reception i Kirkeladen,
hvor menighedsrådet er vært med en lille forfriskning.


JALINA TRIO SØNDAG 27. MARTS KL. 16

2010 fik Tikøb Kirke foræret et smukt Hornung og Møller-flygel, som vi allerede har nydt godt af ved flere lejligheder. Med flygelet i kirken har vi nu fået endnu flere farver på paletten i kirken i forvejen varierede udbud af koncerter. Derfor er vi glade for at kunne præsentere det internationalt anerkendte ensemble, Jalina Trio, som består af de to søstre, Line Fredens, violin, og Janne Fredens, violoncel, samt pianisten Søren Rastogi.

Jalina trioen blev i 1997 inviteret til at deltage i en workshop hos violinisten Isaac Stern med efterfølgende koncert i Carnegie Hall. Herefter har trioen musiceret over hele verden: Danmark, England, Tjekkiet, Ungarn, Italien, Norge, Sverige, Japan, Australien, Israel, USA og Tyskland, hvor de har modtaget fantastiske anmeldelser og vundet flere priser.

Ved koncerten i Tikøb Kirke har trioen valgt at spille et varieret program med værker af Haydn, Schumann og Mendelssohn.

Der er gratis adgang til begge koncerterne, men publikum har ved udgangen
mulighed for at give et frivilligt bidrag til udgifterne i forbindelse med afholdelsen af koncerterne.