Tikøb Kirke - Præsten har ordet

Præsten har ordet

HØST

Marken er mejet, og høet er høstet Kornet er i laderne, og høet står i hæs. Frugten er plukket, og træet er rystet, Og nu går det hjemad med det allersidste læs. Rev vi marken let, Det er gammel ret, Fuglen og den fattige skal også være mæt	Mange enlige for- sørgere og familie på bistandshjælp og flygtninge er ”loftsramte”. Det betyder, at de er ramt at loftet over kontanthjælpen, og det medfører, at mange har under 2000 at leve for om måneden, når alle udgifter er betalt. Derfor bliver de mennesker nødt til at henvende sig til kirkelige hjælpeorganisationer for at få hjælp sidst på måneden. I mange københavnske kirker laver menighedsplejerne spiseaftner for enlige forsørgere og børn med sund mad til alle. Vi har en voksende gruppe fattige i vores samfund, som er børnefamilier og flygtninge. Den lokale menighedspleje i Helsingør Familietjenesten afholder fællesspisning i Vestervang Kirke den 3. onsdag i måneden. Prisen er 15 kr. for voksne og 5 kr. for børn. På den måde kan alle være med. Sådan burde det ikke være. Der er meget, der tyder på, at nogen af os tager alt for meget til os selv, og ikke lader nogen afgrøde blive tilbage til den fattige. Det er rigtigt at takke Gud for høsten, for alle hans gode gaver, men det er ikke Guds mening, vi skal gemme det hele til os selv. I 3. Mosebog får vi helt tydeligt at vide, at høsten skal være til glæde og velsignelse for alle: ”Når I høster kornet i jeres land, må du ikke høste helt ud til kanten af din mark, og hvad der ligger tilbage, når du har høstet, må du ikke samle ind. Din vingård må du ikke plukke ren, og nedfaldne druer i din vingård må du ikke samle op; dem skal du efterlade til den trængende og den fremmede. Jeg er Herren jeres Gud”.
Adolph Recke
Skyggerne bliver lange, dagene kortere, og markerne bliver høstet. Der fejres høstguds-tjenester over hele landet. Der lyder takke-bønner til Gud for høsten, og lovsangene er mange. Sådan bør det også være. For vi har virkelig grund til at takke for, at høsten nu er i hus og laderne fulde af korn, som kan blive både til mel og brød – noget af det mest basale i vores kost. I gamle dage var brødet helligt, fordi det var den største del af kosten, og fordi det var givet af den Gud, der gav både sol og regn, så kornet kunne spire, vokse og gro. Nu kan vi trygt gå vinteren i møde. Vi kommer ikke til at sulte. Der er mere end mad nok til os alle sammen. Ja, sådan burde det være, men er det ikke. Omkring en kvart million danskere er fattige eller truet af fattigdom, og der er i høj grad tale om økonomisk fattigdom. Den fattigdom handler om, at man selv og ens eventuelle børn af økonomiske grunde ikke har adgang til de goder, som opfattes som almindelige: god sund kost, ordentlige boligforhold, den uddannelse evnerne rækker til og et godt helbred. Tidligere formand for rådet for socialt udsatte Preben Brandt siger: ”Tro mig, fattigdommen har stadig et grimt ansigt. Det er skamfuldt at være fattig, og det gør ondt at være fattig. Fattigdommen dræner for energi og kraft. Vi kan ikke være fattigdommen i Danmark bekendt”.
	Hanne Storebjerg.