Præsten har ordet

Flyttekasse flyt dig

”Herre, giv os en større tro” (Luk 17,5-10)

I Kirken når det er vinter, og når vi begynder at fornemme, at døgnet bliver længere, og vi sådan længes efter netop det, så hører vi fra Jesu disciple, at de ønsker sig en større tro og som mennesker midt i den grå og mørke tid, midt i en verden i evig forandring er det vel en bøn, vi alle kan bede med på. Giv os en større tro!

Jeg er endelig ankommet til Tikøb præstegård og skriver midt i en borg af flyttekasser, internettet er det fra min mobiltelefon, og i stedet for kaffe har jeg cola i koppen, for sukker er nu dejligt, når man aser og maser med at gøre et nyt tomt hus til hjemme. Vi, min mand Steffen, vores datter Ursula og jeg, ankom i onsdags, den 29. januar. Og efter en lang dag på Agersø, kunne vi så småt begynde at indtage det dejlige hus på Præstevænget 12.
Sognenes to menighedsrådsformænd og Jette, var mødt op for at tage imod os. Min mor var her for at se efter lille Ursula, som lige er fyldt 1, og en god veninde kom sandelig også forbi, så her var et herligt leben og da klokken var 19.30, og flyttemændene var taget hjem, og der kun var os 3 tilbage, var vi helt og aldeles glade og trætte. 

Til disciples bøn ”Herre, giv os en større tro” svarer Jesus »Hvis I havde tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.« Og man kan da ikke lade være med at tænke: Ej, hvor skønt. Sådan en tro kunne jeg da godt tænke mig. Jeg ville ikke som det første, hvis min tro var så stor, flytte på morbærtræer, selvom der stod et i præstegårdshaven på Agersø, som jeg fik i gave, dengang jeg kom dertil i 2013. Det ville jeg da gerne have haft med. Men jeg tror nu nok, at det første jeg ville begynde at flytte på, var papkasser, ikke små lette papkasser, nej, store flyttekasser fyldt med ting og bøger. Ryk dig op på 1. salen og sæt dig i børneværelset, kunne man passende bede og rundt ville den ene flyttekasse efter den anden svæve, som i et magisk Harry Potter-univers. Men det er jo ikke det, det drejer sig om, når vi taler om at tro på Gud, det er ikke til magiske tricks og magtfulde præstationer en tro på Gud leder os. Nej, at have tro, er at have et sikkert fundament, et dybt og sundt rodnet.  

 

 

For der er en frihed, vi bliver foræret i kristendommen. Og det er den, at troens kraft sætter os fri fra vores ego, fra vores hang til magtfulde præstationer og opvisning, vi bliver løst fra os selv og bundet i næstekærlighed, frie til at gøre gode gerninger. At tro på Gud er at acceptere, at vi er små og ubetydelige midt i det store, der er himmel og jord og millioner af stjerne og at tro på Gud er at acceptere, at vi som små og ubetydelige er dybt afhængige af hinanden - af den kærlighed, der bærer vores liv oppe. I ensomme perioder, kan vi søge tilbage til Gud og finde den kærlighed dér, som vi fik den i vores dåb.

Troens kraft er som den, vi finder hos det lille sennepsfrø der ligger i jorden. Skjult for verden, gemt væk fra himlens utal af stjerner, ligger frøet og spirer. Og det er ikke en præstation, det er ikke en opvisning, det er blot liv, der vokser og gror på trods af mørke og kulde og isolation. 

Så det at have en tro som et sennepsfrø, betyder nok ikke at vi skal gå rundt og forsøge os med at flytte rundt på træer og papkasser, måske betyder det ikke, at vi skal forsøge at virke mirakler som selveste Kristus.

At have en tro som et sennepsfrø, det er jo det, at befinde sig i det, der er det store hele, at være i al livets barske natur, at være midt i vinteren, at være ene, at føle kulde og mørke og så alligevel give plads til livet. At leve med at være et lille menneske og vide, at selv er vi intet, kun i det store hele er vi alt. Som Guds små sennepsfrø er vores opgave troens frugter, de gode gerninger, kærlighedens gerninger, så vores hænder også er levende hænder, der får skaberværket, vores grønne planet, til at emme af kærlighed og vækst.

Og det er også mit håb for vores helt nye samarbejde her i Gurre og Tikøb, at det må emme af vækst og næstekærlighed, virkelyst og glæde. Jeg ser frem til at lære alle jeres traditioner at kende og til at møde jer i Kirken, hos købmanden, på gaden, i skoven. 

Vinteren er næsten ovre og nu skal alting til at spire og gro. 

Vi ses i Kirken.

Sognepræst Rikke (Lone) Pedersen