Præsten har ordet

Mens vi venter.....

En del af vores tilværelse går med ventetid. Vi venter på bussen, venter i lægens venteværelse, venter ved kassen i supermarkedet, venter i trafikproppen på motorvejen, venter i telefonkøen som nummer ni i rækken, venter på, at vejret bliver bedre, osv. På det personlige plan kan vi også gå og vente på forskellige ting. Der er den svære ventetid, mens vi kæmper med at overvinde sygdom eller livskriser, og så er der den glædelige ventetid, mens et barn langsomt bliver til i sin mors mave.

At vente er en del af tilværelsen, men det er meget individuelt, hvordan vi forholder os til det vilkår. I vores fortravlede og rastløse verden er ventetid for mange mennesker det samme som spildtid, der helst skal slås ihjel eller udnyttes effektivt. Tag bare en tur med Kystbanen og se, hvordan de fleste sidder med deres telefon eller bærbare og spiller spil, læser mails eller arbejder. Vi er tilsyneladende ikke længere så gode til at unde os selv de små afbræk fra hverdagen, som lidt passiv ventetid egentlig kunne give os.

Men man kan også falde i den anden grøft, hvor al ens tid bliver en form for passiv ventetid. Man kan være så meget i venteposition, at hele livet nærmest går med det. Jeg håber, at alt ser bedre ud i morgen, tænker man måske ved sig selv, mens dagene går - én efter én, og man helt glemmer at leve. Man kan håbe så meget på forandring og leve i længslen og forventningerne om det, man ønsker skal blive anderledes, at man slet ikke ser alt det gode, man trods alt har omkring sig nu og her, fordi blikket er stift rettet mod det forventede.

For lidt eller for meget af noget, er som regel aldrig godt for os, og det gælder nok også ventetid.  Sjovt nok er det i den ellers så fortravlede december, at vi hvert år mindes om, at ventetid kan have sin helt egen kvalitet og mening. For adventstiden er jo en ventetid, der i høj grad er farvet af den kommende juls glæde - så meget, at den i sig selv bliver en del af fornøjelsen. Jeg glæder mig i denne tid, lyder det i Peters Jul, hvor Peter frydes over ventetiden op til jul, med alle de forberedelser, der foregriber juleglæden. Adventstiden er håbets, længslens og forventningernes tid, men det er også en tid til at glædes over, at ham, vi venter på skal komme til verden julenat, jo allerede nu og her kommer os i møde med sit ord. Det er tiden, hvor vi besinder os på det gode, vi allerede har, samtidig med at vi ser frem til fejringen af den nat, hvor det hele tog sin begyndelse.

Måske man kan sammenligne adventstidens venten med den tilstand, der lige nu råder i Tikøb og Gurre sogne? Siden den 1. september har der været mørkt i Tikøb præstegård, hvis man lige undtager håndværkernes arbejdslamper, som ind imellem lyser det tomme hus op. Som bekendt gik Tikøbs og Gurres sognepræst, Annemette Nissen, da på pension efter tre årtier i præstegården, og siden har de store spørgsmål været; hvornår vi mon får en ny præst, og hvem det mon bliver? Tikøb og Gurre er for tiden i en tilstand af spændt venten, men det er på mange måder en frugtbar og meningsfuld ventetid, vi står midt i. Det er hverken spildtid, der bare skal slås ihjel, eller en passiv ventetid, der sætter alt i stå.

Sammen har vi hidtil formået at få det bedste ud af den tid, der uundgåeligt er, indtil den nye præst kommer. Vi venter i spænding på, at en ny præst vil blive indsat, ja, men samtidig kan vi konstatere, at de to sogne langt fra er sygnet hen i mellemtiden. Gudstjenesterne, sogneeftermiddagene, udstillingerne, koncerterne, børneklubben, studiekredsen og alt det andet kører ufortrødent videre og viser os, hvad det egentlig kræver at være en levende og vedkommende kirke. Ventetiden viser os, hvor mange gode kræfter, der egentlig er med til at bære og bidrage i det daglige.

Præstegården står nu tom, men selvom vi nok indenfor en overskuelig fremtid får ansat en god og dygtig præst, så har den forløbne tid vist os, at det alene ikke gør det. Vist os, at kirkerne i Tikøb og Gurre intet ville være uden menighedsrådene, kirkepersonalet, børne- og ungdomskorene, de frivillige og alle I andre, der får tingene til at køre: Ikke mindst menighederne - alle jer, der kommer og deltager i de to kirkers liv. Så tak for den store opbakning, der har været, og fortsat er, og som i høj grad har givet ventetiden mening og kvalitet. Rigtig glædelig jul og på forhånd ønskes også den nye præst hjerteligt velkommen!

Mikkel Togsverd