Præsten har ordet

Det bliver godt igen

I skrivende stund har jeg været jeres nye præst i 3 måneder, og hvor har det dog været nogle mærkelige måneder.

De første 5 uger tegnede et billede af to små samfund med masser af initiativ og hverdagsglæde og jeg glæder mig fortsat over, at jeg nu får lov at virke netop her.

Men allerede efter de første 5 uger her på Præstevænget 12 kom en ikke helt almindelig meddelelse fra vores statsminister. Ved et af de pressemøder, som vi hurtigt skulle vænne os til at se flere af om ugen, meddelte vores statsminister, at vores land skulle lukke for en periode, og mon ikke der var andre end mig, der var ved at falde ned af sofaen af chok og forundring. Vores hverdag var forandret som ved et trylleslag, og siden da har de fleste arbejdsopgaver kun ladet sig udføre digitalt og over telefon og det samme gælder for mange. Vores sociale liv er såret og flere gange har vi fået at vide, at alt nok ikke bliver helt som før igen.

Nu skal kirkebladet til at udkomme og indlæggene til dette blad har ikke været lette at skrive, for hvad kommer der til at ske. Lige nu, sidst i april, skinner solen fra en skyfri himmel og håbefuldt er vores lille Danmark ved at vågne af den kunstige døs og vi går alle og tripper for at få lov at komme ud af vores corona-kuller og ind i vores gamle liv igen.

Vi ser, hvor gode vi egentlig er til at tilpasse os og vænne os til den nye tilstand, men den seneste tid har alligevel været farvet af bekymring og uvished og netop nu hersker mange steder en begyndende tristhed over en ny og noget mere uklar horisont, end vi er vandt til her i Danmark.

Sådan ser det i hvert fald ud her sidst i april 2020, hvor mange er begyndt at drikke en kop kaffe med hinanden og gå en tur, men hvor et stort middagsselskab eller et besøg hos vores gamle stadig ikke er tilrådeligt. Og hvor det stadig ikke regnes for forsvarligt at mødes i Kirkerne!  Det er første gang i historien, at man har lukket Kirkerne.

Og i dette nu, hvor du læser i vores nytrykte kirkeblad, kan det være, at alt ser helt anderledes ud, måske er det virkelig godt igen, måske er der tale om en forlænget eller forværret nedlukning. De sidste mange uger, har om noget lært os, hvor hurtigt alt kan forandres.

 

 

I bibelen finder vi historien om Noa og arken og oversvømmelsen og alle dyrene og vi hører, hvordan alt bliver udslettet for at blive genskabt, og vi hører om, hvordan Gud fortryder at have været så grusom at oversvømme alt levende. Og så hører vi altså om regnbuen, Guds bue på himlen, som med den kendte og elskede historie om Noa og arken, bliver et symbol på håb. Det har den også været i de seneste uger og man har kunnet se den på gader og i vinduer malet på sten, t-shirts, papir, med påskriften Det bliver godt igen. Og det gør godt at huske på, når dagene synes grå i grå. Om Arken og regnbuen skriver Johannes Møllehave i 1980 i Noas Ark – en krisebog for børn og voksne:

De fejred Noas fødselsdag, så sank det store vand,
og næste dag gik Noa og familien i land.
(…)
Og Noa tændte offerbål og takkede sin Gud, 
Som sae:”Nu vil jeg aldrig mere slette jorden ud. 
En regnbue på himlen er mit løfte og mit tegn.
Jeg sender ingen syndflod næste gang, jeg sender regn.
Se, regnbuen er tegnet, når i står og ser på den,
Så ved I, at jeg aldrig sender syndfloden igen.”

Uddraget af det søde digt om Noa og hans familie, der er alene på arken, og om Gud og regnbuen trykkes i bladet her, fordi jeg håber, at også du vil få et lille smil på læben og mærke et spirende håb ved at læse det og måske får du lyst til at læse hele den velkendte historie igen. Det er i hvert fald sådan, at i en svær tid, er der masser af trøst og livsmod at finde i den gamle bog. Historien om Noa og arken står i 1. mos 6-9 og er en fortælling om, hvordan det tungeste vand lægger sig om hele skaberværket, om hvordan Noa og hans familie må vente inde i den store båd, indtil vandet trækker sig tilbage – det er fortællingen om, hvordan vi mennesker holder ud og bliver bedt om at holde ud gennem regnen, for Guds bue fortæller os, at det aldrig bliver så galt igen - at det, før vi ved af det, bliver godt igen. Måske er det allerede blevet det.

Jeg håber, at vi har fået lov at bruge vores Kirker igen, så vi kan mødes dér.

På snarligt gensyn.

Guds fred.

Sognepræst Rikke