Præsten har ordet

Så gør vi sådan når til kirke vi gå

Du sidder med det nyeste kirkeblad i hånden (eller på skærmen) og det er fyldt med alle vores dejlige planer for efteråret. Og vi er håbefulde og fulde af mod herovre i Kirken, når vi sådan planlægger for resten af året, men vi er også bevidste om, at stadig ikke alle kan være med på disse planer, fordi i er nødt til at passe på jer selv eller jeres nærmeste. Vi ved, at der fortsat er en vis risiko for, at vi bliver nødt til at aflyse eller omstrukturere det planlagte pga. situationen, hvor covid19 endnu eller igen breder sig i hele verden.

Det har været en anderledes sommer i år og efteråret må forventes heller ikke at blive helt almindeligt, men vi vil holde hovedet højt og modet oppe og mødes på de måder, det lader sig gøre her midt i en coronatid.

Kirken er åben igen og vi har holdt Gudstjenester siden Kristi himmelfart (d. 21. maj) og 6. s. e. påske (d. 24. maj) og formen er lidt anderledes end sædvanligt, men den fungerer og du kan roligt gå i Kirke. Vi passer godt på dig. I Gurre Kirke er der 20 pladser og i Tikøb 28 og når vi overholder det, er der 2 meter imellem alle i kirkerummet, så vi trygt kan synge sammen. Vi har også altergang, hvor vi holder afstand, afholder os fra at knæle, og hvor jeg har handsker på og ikke taler hen over kalk og disk. Så hvis din tid er lang og ensomheden begynder at banke på, eller måske for længst har sat sig til rette i din stue, så vil jeg meddele her, at Kirken ER åben og vi gør alt, hvad vi kan, for at netop du også skal kunne føle dig tryg på kirkebænken til søndagens Gudstjenester. Kirkekaffen er også tilbage og som du vil se i bladet her, er der en masse dejlige arrangementer i vente.

Jeg ved, at sommeren har været mærkelig og jeg tror, at vi alle er mærket af den tid, vi har været igennem her i 2020. Der gik et chok igennem Danmark i marts, ja, igennem verden og måske er vi stadig lidt chokerede, måske er vi så småt ved at komme os, men et er sikkert, vi er mange der savner håndtrykket og krammene og måske endda kindkyssene. Der er en distance, der ligesom har sneget sig ind i vores samfund, nogle føler sig mere asociale end tidligere, mere isolerede, selvom meget egentlig ligner den gamle hverdag. 

 

 

Ensomhed er blevet en hyppig gæst i de danske hjem også der, hvor der bor flere end en og det er nu vores opgave at bygge os selv og hinanden op igen, vi må ikke lade mismod og utålmodighed få magten. I stedet må vi vende os til vores hverdag og se, hvordan den kan bygge mere på det helt nære, end vi er vandt til. Vi kan ikke rejse så meget og mange er stadig afskåret fra at benytte offentlige transportmidler. Så lad os blive lige her og hygge om hinanden, byde roen velkommen og tålmodigt glæde os til, at coronatiden er noget vi taler om i datid og husk, du kan altid ringe og få en snak.

Lige nu er vi stadig midt i det, selvom det er nemt at glemme og så virker ensomhed og isolation, som vores nye vilkår, men det er ikke virkeligheden. Inden længe er vi i gang igen, med at mødes og kramme og hilse rigtigt på hinanden. I bibelen står der  

Alting har en tid,

for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.(…) (Prædikerens bog kap 3)

Tiden vi står i nu er ikke til kram og dans, men måske er den mere end ellers til eftertænksomhed, ro og bøn.

Jeg håber, at du på trods af at sommeren har været mærkelig, har nydt den og jeg glæder mig til at se dig i Kirkeladen, i sensommerlandet, i Kirken.

Rikke, præst